Der er ting, du som forælder kan gøre, for at hjælpe dit barn til at komme sig hurtigere efter de slag, skrammer, hudafskrabninger, forskrækkelser og ophidselser, som ofte er del af at vokse op.

Disse specielle metoder eller måder at hjælpe, som er blevet inkluderet nedenfor, bruger kommunikation mellem dig og dit barn. Kommunikation er livsvigtigt, når man har med børn at gøre, som det er i ethvert område i livet. Handlingerne, der er beskrevet her, er alle assister. En assist er en enkel handling, man kan udføre med nogen for at lindre et ubehag eller hjælpe til at håndtere en vanskelighed.

Der er mange ting, man kan gøre for at hjælpe et barn, der har skåret sig eller er kommet til skade ved et mindre fald. Hvis spørgsmålet er: ”Hvis et barn kommer til skade, hvad gør du med det samme, og hvad gør du senere?” Svaret afhænger af, hvad du mener med ”med det samme”.

Vær stille

Hvis man virkelig mener med det samme, øjeblikkeligt, er svaret at være stille! Når et barn kommer til skade, ti stille. Forsøg ikke at sige til alle omkring dig: ”Shhhh! Shhhh! Shhhh!” eller ”Ti stille!” eller ”Vær stille!” Du skal bare være stille. Hvis andre folk taler omkring det skadede barn, ville du nogle gange bare flytte dem væk, men sig ikke ret meget, mens du gør det. Du kan hjælpe barnet mest ved ikke at sige noget. Det kunne tage lidt tid at træne dig selv i ikke at tale, når barnet er kommet til skade, men det er ikke svært at vænne sig til det. Stilhed mindsker ikke hengivenhed.

Så at være stille er det første, du bør gøre, fordi at lave en masse larm og fare rundt eller tale omkring et skadet barn, kan forringe dets chancer for at komme sig.

Lad derfor være med at tale eller lave lyde omkring et barn, der lige er kommet til skade. Arbejd stille og roligt for at hjælpe barnet ved at give den nødvendige førstehjælp for skaden.

Efterligning

En anden ting, du kunne gøre for at hjælpe barnet, er at forsøge lidt efterligning. Efterligning er det at kopiere eller imitere en anden persons handlinger og kropsbevægelser, der viser deres følelser. Lav tavs efterligning, hvilket betyder, at man kun kopierer barnets bevægelser, ikke hvad det siger. Og det gør du uden at tale. For eksempel ser barnet på dig og gnider sine øjne. Så du ser på det og gnider dine øjne. Han får den idé, at du er der og i kommunikation med ham, og han vil komme direkte ud af forstyrrelsen.

Efterligningen er meget interessant. Du kan lave efterligning med børn i S-toget og i bussen og i forretninger og så videre. Lad os sige, du ser et meget lille barn. Det smiler, du smiler tilbage til det. Eller du ser tilfældigvis, det rynker på næsen ad dig. Så du rynker på næsen ad det på samme måde. Det bliver meget interesseret, fordi det ser, at du har en kommunikation i gang med det.

”Hvor skete det?”

Den bedste assist til et tilskadekommet eller uroligt barn er simpelthen bare at spørge det: ”Hvor skete det?” og så efter det at spørge det: ”Hvor er du nu?” Når du stiller disse spørgsmål, skal du få barnet til at pege på stedet hver gang, det svarer. Denne assist kan meget hurtigt hjælpe til at hele en frygtelig masse blå mærker hos børn.

Du kan variere spørgsmålene afhængigt af omstændighederne. Lad os sige, at et barn fortæller, det har slået sit knæ. Du kan spørge: ”Hvor slog du det?” Og derpå: ”Hvor er du nu?” Eller: ”Hvor faldt du?” Og: ”Hvor er du nu?” Gentag spørgsmålene, det ene efter det andet, indtil barnets uro er ovre.

”Fortæl mig om det”

Du kan simpelthen spørge et skadet barn: ”Hvad skete der? Fortæl mig om det.” Lad så barnet fortælle dig, hvad der skete. Når han er færdig med at fortælle dig det, bed ham fortælle dig det igen.

Du kan tage barnet igennem det adskillige gange, indtil det griner ad det eller er munter med hensyn til det.

Lokaliseringsassist

En af de nemmeste assister at udføre er en Lokaliseringsassist. En Lokaliseringsassist laves ved at omdirigere en persons opmærksomhed væk fra det smertefulde område på kroppen eller væk fra hans uro og ud på området omkring ham.

Lad os sige, at du ønskede at give en assist til et barn, der havde en vanskelighed, det ikke kunne lokalisere eller beskrive. Barnet har en smerte, men kan ikke sige hvor. Han ved ikke, hvad der er sket med ham. Han har det bare dårligt.

Fortæl barnet, at du vil udføre en Lokaliseringsassist, og forklar kort fremgangsmåden. Fortæl ham, hvad du vil sige, og sørg for, at han forstår det.

Peg så på en genstand, og sig til barnet: ”Se på den _________ (genstand).”

Når barnet gør det, du bad om, anerkend det ved at sige ”Godt” eller ”Tak”.

Fortsæt med at give barnet assisten, idet du leder dets opmærksomhed hen på forskellige genstande omkring det. For eksempel kunne det være en dør, en stol eller noget legetøj.

Sørg for at anerkende ham hver gang, han gør det, du bad ham om at gøre. Du siger for eksempel: ”Se på det træ.” Han kigger på træet, og du ser, at han har gjort det. Du anerkender ham med: ”Tak.” Så beder du ham om at: ”Se på den bygning.” Han kigger på bygningen, og du ser, at han har gjort det, og du siger: ”Godt.” Så siger du til ham: ”Se på den gade.” Han ser på gaden, og du ser, han har gjort det, og du anerkender ham ved at sige: ”Okay.” Så beder du ham om at: ”Se på den græsplæne.” Han gør det, og du ser, han gjorde det, og du anerkender ham med noget i stil med: ”Det var godt.” Hver gang du beder ham om at se på noget, skal du pege på den genstand.

Fortsæt med det, indtil barnets smerte mindskes, og han er mere årvågen. Når det sker, kan du afslutte assisten. Sig til barnet: ”Slut på assist.”

Det er meget let at give en Lokaliseringsassist. Det kan gøres, når et barn har specifikke skader, eller når det er sygt, eller hvis det har noget, der får det til at føle sig dårligt tilpas eller gør ondt, og som det ikke let kan beskrive for dig.

At lave en Lokaliseringsassist kan hjælpe et barn meget.

Retningsbestemt assist

En retningsbestemt assist er også meget god til børn. I denne assist peger barnet og indikerer en retning. For at lave denne assist skal barnet mindst være 2½ år gammelt. Du stiller spørgsmålet: ”Hvor er (og navngiv en velkendt genstand, såsom bordet)?” Og så: ”Hvor er stolen?” Og: ”Hvor er mor?” Og så videre. At lave denne assist på et barn virker meget godt.

Du kan også lave denne assist som del af at undervise et barn i sprog. Han kan hurtigt lære navnene på alle genstandene i et rum ved at gøre det. Du spørger: ”Hvor er bordet?” Og så siger du: ”Det er et bord, lige der. Så, hvor er bordet? Det er i orden, der er bordet. Det er i orden.”

Så kan du tage en anden genstand eller del af rummet omkring dig og spørge: ”Hvor er gulvet? Det er gulvet.”

Når du laver denne assist med et barn, vil det efter et stykke tid spørge dig: ”Hvor er bordet?” og ”Hvor er gulvet?” og så videre. Tænk ikke på det. Bare gå videre og følg dets anmodninger. Det muntrer ham også op.

At tage sig af sorg

Hvis et barn er i sorg (føler sig meget ked af det, græder osv.), er det ofte nok at lade ham græde, indtil han kommer ud af det. Det er især sandt, hvis du er i tæt kontakt med ham, og han ved, han kan regne med din støtte og hjælp.

Hvis du spørger ham, hvad der skete, og han ikke svarer, insistér eller kræv ikke, at han fortæller dig det. Og forsøg ikke at få et barn til at holde op med at græde ved at sige, at det ikke skal græde.

Lad ham græde. Det er det, du bør gøre for ham. Forsøg ikke at muntre ham op. Lad ham græde. Lad ham græde, indtil han til sidst ser, at du er der.

Hvis du begynder at tale til et barn, som græder, kan du få ham til pludselig at blive meget vred og opføre sig på en ukontrolleret måde, eller han vil blive ophidset, eller han vil kaste sig rundt. Han vil gøre forskellige ting. Han vil bare have dig til at stoppe med at tale til sig.

Han græder, fordi han har mistet noget. Der er noget, der er mistet der, på den ene eller anden måde. Og nu forsøger du med dine spørgsmål at få noget fra ham. Du vil gerne have ham til at sige noget.

Når han har det dårligt og græder, fordi han har mistet noget, ved han bedre end at sige noget til dig, fordi han tror, han blot vil miste mere. Så hvis du påtvinger ham kommunikation, kan han blive forstyrret. Men, hvis du bruger god, blid kommunikation for at gøre ham bevidst om den kendsgerning, at han ikke helt mangler mennesker at tale med, skaber du en balance. Han ser, at du er der, taler med ham, og at du ikke rigtig forventer, at han skal svare.

Hvis du gør det meget blidt og ikke siger meget, vil han ganske enkelt blive bevidst om dig. Han vil lige pludselig holde op med at græde, og han vil slappe af, fordi han har indset, at du er der.

En anden ting, du kan gøre, er at tage et lille stykke legetøj eller noget i den stil og lægge det i hånden på ham. Du kan give ham næsten hvad som helst. I første omgang vil han afvise det. Hvorfor afviser han det? For barnet er det der ikke, det er alt. Han er bange for, at du vil tale med ham. Men lige pludselig vil han tage det, du lagde i hans hænder, og sige: ”Nåh jo. Det er fint.”

Han kunne blive lidt tvær, når du giver ham noget. Har du nogensinde købt en is til dit barn? Du så ham græde, og du gav ham en is. Han hulkede lidt mere, og han var måske en smule tvær, så han foregav, at han ikke rigtig var interesseret i is og til sidst, da han kom igennem det, var han dér, spiste is og så sig omkring og følte sig godt tilpas.

Noget andet, du kan gøre for at hjælpe et barn, er at tiltrække hans opmærksomhed ved at gøre det, han gør. For eksempel ligger der et lille barn på gulvet, føler sig meget ked af det og græder og vil ikke svare dig. Du kan lægge dig ned på gulvet og også begynde at græde. Nogle gange kan du ganske enkelt lægge dig på gulvet i samme position, som barnet er i, og barnet vil føle sig mere trygt. Det kunne lyde underligt, men du lægger dig bare ned, og barnet holder op med at græde. Barnet føler sig bedre tilpas, fordi du er der og begynder bare at tale til dig. Men hvis det ikke virker, kunne du også begynde at græde.

Lad os sige, at barnet ligger der og siger: vræl-vræl-vræl, og du ligger der og siger: vræl-vræl-vræl. Barnet kunne endog sige noget i stil med: ”Hvad er det for en larm? Hvad foregår der her?” Og han ville bemærke dig. Det er bare en måde at tiltrække opmærksomhed på. Når du får barnets opmærksomhed fokuseret lidt på en eller anden del af området omkring det, er det det første trin til at komme i kommunikation.

Som et andet eksempel kunne et barn føle sig dårlig. Han vil måske føle det, som om livet var meget hårdt og bare har trådt godt og grundigt på ham. Barnet føler sig skrækkeligt til mode og siger: ”Snøft-snøft.” Så du laver de samme ”snøft-snøft”-lyde. Hvis du gør det, vil barnet se på dig og se væk igen.

Inden man får set sig om, vil barnet forsøge det igen og sige: ”Snøft.” Så du siger: ”Snøft.”

Og så vil barnet blive muntret op.

En anden metode til at hjælpe et grædende barn på er at få barnet til at overdrive sine tårer. Her er et eksempel på, hvordan en forælder håndterede sin grædende datter på denne måde. Hun kom ind, grædende, fordi hun ville have noget, og så sagde forælderen: ”Nøj, det er ret godt. Lad mig se, om du kan gøre det igen.” Så hun græd igen og kiggede så på ham med et smil. Og han sagde: ”Det er ret godt.” Det syntes hun også. Det var slut på tårerne.

En enkel form for det virker endog på en baby: Man anerkender ganske enkelt det, barnet gør. En baby, der ligger i sin vugge, græder, græder, græder, græder, og folk kommer forbi og siger sædvanligvis: ”Shhhh, shhhh, det er helt i orden, skat, der er ingen, der går deres vej, og ingen vil bare efterlade dig” osv. Men en Scientologist kommer hen til vuggen og giver babyen nogle gode anerkendelser, siger til den: ”Godt! Fint!” Og babyen holder op med at græde. Hvorfor holdt den op? Fordi Scientologisten sagde rent ud: ”Jeg hørte, at du græd, jeg ved, hvad du laver, du ligger der og græder.” Det er anerkendelsen, der virkede – at lade nogen vide man hørte dem.

Som et morsomt eksempel på at anerkende et lille barn for det, det gør, var der engang denne baby, der lå i sin vugge, og han græd, græd, græd, græd, græd. En Scientologist kom hen til vuggen og sagde: ”Hej!” Så sagde han: ”Lig i din vugge.” ”Tak.” ”Lig i din vugge.” ”Tak.” ”Lig i din vugge.” Det er det, babyen gjorde, så den udstødte et gevaldigt lettelsens suk og holdt op med at græde. Det er ret enkelt. Scientologisten gav den noget at gøre, som den virkelig kunne gøre med succes.

Så måden at hjælpe et barn, som er i sorg, er ganske enkelt at være der for barnet og at bringe det ud af dets sorg ved hjælp af kommunikation. Hvis du kan få det i kommunikation, vil det komme ud af sine forstyrrelser.

Resumé

Hovedpunkterne, når man har med et barns forstyrrelser, ophidselser eller skader at gøre, er:

1. Sig intet og lav ingen lyd i nærheden af et barn, der er kommet til skade.
2. Lad barnet græde ud, hvis det ser ud til at være nok.
3. Giv barnet assister for at hjælpe det til at komme sig hurtigt efter skaden eller ophidselsen.